TRAFIKPOLITIK - på Frederiksberg Skole
Frederiksberg Skoles trafikpolitik skal på enhver måde medvirke til at skabe et trygt trafikmiljø samt forebygge trafikulykker.
Vi ønsker samtidig at give vores elever grundlæggende forudsætninger for at færdes sikkert i trafikken i deres liv efter skolen.
Vi tager udgangspunkt i anbefalede fokuspunkter fra Rådet for Sikker Trafik:
- Trafikken i og omkring skolen
- Undervisning gennem hele skoleforløbet
- De voksne som gode rollemodeller
- Samarbejde mellem alle parter
Fra skolens side kan diverse trafikspørgsmål løbende drøftes med politiet og de kommunale
myndigheder. Der er ligeledes løbende fokus på tekniske vejløsninger for at forbedre skolevejen.
Inhold:
- Trafikken i og omkring skolen
- Forældreansvar
- Undervisning gennem hele skoleforløbet
- De voksne som gode rollemodeller
Trafikken i og omkring skole
Eleverne opfordres til så vidt muligt at gå, cykle eller køre med bus til skole.
Når forældre lærer deres børn selv at komme til skolen, fremmer man, at eleverne bliver mere selvhjulpne og får mere motion.
Når eleverne fra indskoling og mellemtrin skal cykle i forbindelse med undervisningen, skal de bære cykelhjelm. Elever, som ikke bærer cykelhjelm, skal have forældrenes tilladelse til ikke at benytte cykelhjelm.
Skolen har et klassesæt af cykelhjelme til udlån.
Vi anbefaler, at alle udskolingselever også bærer hjelm, når der i forbindelse med undervisningen skal cykles.
Forældreansvar:
- At elevernes cykler lever op til gældende lovkrav
- At elevernes cykler er forsynet med korrekt lygteføring samt lovpligtige reflekser i den mørke tid
Ved afsætning af børn ved skolen:
- Normalt anvendes parkeringspladsen ved Smedeparken, når forældrene afleverer børn på skolen. Det resulterer især omkring kl. 8 i tæt trafik på Smedevej, hvilket er endnu en grund til, at vi opfordrer forældrene til ikke at bringe deres børn til skolen i bil.
- Skolen opfordrer forældrene til ikke at benytte Liselund-området til afsætning af børn, da veje og parkeringsforhold ikke er indrettet til dette.
Undervisning gennem hele skoleforløbet
Skolen tager udgangspunkt i Fælles Mål 2009 Færdselslære, faghæfte 20.
Skolen har en færdselskontaktlærer, som forestår formidling og koordinering af skolens trafikopgaver.
Skolen kan have fælles tiltag i årets løb, eksempelvis:
- Skolestartkampagne
- ABC - Alle Børn Cykler
- Reflekskampagner
- Cyklistprøve
- Lygteføring
INDSKOLINGEN
- Skolestartskampagne
- Gå-prøve
MELLEMTRINNET
6. årgang deltager i den fælles cyklistprøve for hele Sorø Kommune.
Betjent fra Sorø nærpoliti tjekker cykler inden prøven.
- Cyklistprøven
UDSKOLINGEN
Udskolingselever står overfor de ti farligste år i trafikken, når de forlader 9. klasse. To gange om ugen omkommer en ung i trafikken i Danmark.
Klasselærerne vurderer, hvilke af nedenstående elementer de vil inddrage i deres undervisning:
- Besøg af SSP og politiet med henblik på at forebygge ulykker
- Besøg af Trafik LIVE for 8. eller 9. klasse: En trafikinformatør, der fortæller sin personlige beretning om at blive handicappet i trafikken
- Skillevej : Skillevej er et involverende og dialogbaseret undervisningsmateriale om de sociale dynamikker, der påvirker unges adfærd i trafikken. Materialet består af en online del samt opgaver til download. Dansk og samfundsfag. Sikker Trafik og Trygfonden. Link: Skillevej.
- 360°: 360˚ er et involverende, digitalt undervisningsmateriale om en virkelig trafikulykke, hvor en ung mand i 2005 mistede sit ene ben. Materialet belyser trafikulykken fra flere forskellige vinkler. Man ser både situationen fra hovedpersonens, hans pårørendes og redningsarbejdernes synsvinkel. Materialet består af en online del samt opgaver til download. Dansk og samfundsfag. Sikker Trafik og Trygfonden. Link 360˚.
De voksne som gode rollemodeller
Forældre og skolens personale er rollemodeller, og vi har som sådan en naturlig forpligtigelse
til dels at være hensynsfulde i trafikken, men også ved at være mere konkrete og bære
cykelhjelm og derved signalere en sund trafikkultur.
Forældre opfordres til at sende eleverne af sted til skole i god tid.